Ghee, ghee, ghee (klaret smør)

Interview om slankekur og nydelse //Per Brændgaard

Per Brændgaard profilbilledeJeg har været ude og tale med Per Brændgaard, som er cand.scient. i human ernæring, forfatter, foredragsholder samt rådgiver indenfor holistisk sundhed og ernæring. Vi talte særligt om hans syn på sundhed og slankekure. Ikke mindst har jeg fået hans bedste “sundheds- og slankeråd” til jer i dag. Ifølge Per Brændgaard har vi behov for frihed og samtidig noget konkret at fastholde os til. Vi skal bare være i stand til at mestre begge dele. Derudover skal vi nyde. Ægte nydelse vel at mærke…


Hvad er dit sundhedssyn? “Sundhed er at have det så godt som muligt, fysisk, mentalt og socialt. Sundhed er livskraft og energi til at leve et godt liv. Jeg mener, at sundhed er omsorg for sig selv, sin krop, sit sind, andre mennesker, dyr, jord. Mit sundhedssyn er holistisk, hvilket betyder, at det er helhedsorienteret. Helhedsorienteret med fokus på samspillet mellem de forskellige elementer. Jeg betragter fx ikke motion som ren fysisk sundhed, for der er også psykologi og social sundhed på spil. På den måde kan motion faktisk være både gavnlig og det modsatte.”

Mange forsøger i dag at opnå sundhed og/eller at tabe sig ved at gå på kur? Hvad er dit syn på dette? “Slankekure er at opsætte et sæt af ret rigide leveregler, og så er det også præget af, at det er noget, der starter og også slutter igen. Der er to problemer. Det ene er, at man får stress af det, mens man er på kur. Det andet er, at det ikke rigtigt gør noget ved årsagen til problemet. I stedet for fx at fjerne årsagen til overvægt eller lav sundhed, så tror man, at ved at gøre noget helt vildt i en periode, da løser man problemet. Konsekvensen er, at man faktisk bevæger sig længere og længere væk fra årsagen. Det er meget sjældent, at en slankekur er noget, der fører til noget gavnligt. Sædvanligvis fører disse kure til noget skadeligt.

Samtidig anerkender jeg dog, at folk har brug for retningslinjer, da det kan være svært at navigere på egen på hånd. Det handler om for den enkelte på den ene side at være i stand til at kombinere friheden, og på den anden side erkende behovet for at have noget konkret at holde sig til. Problemet er, at ved den måde, folk bruger slankekure på i dag, så glemmer de friheden. Hvad folk virkelig har brug for i dag er at lære at administrere selvbestemmelsen.

Det kurene sælger er, at man slipper for at tage stilling selv, slipper for at vælge selv og slipper for at forholde sig til sine egne vaner, som man måske ikke har det så godt med. Man køber illusionen om, at man på 0,05 kan forvandle sit liv og sin krop til noget helt fantastisk. Det er en drøm, man køber.”

Hvad er så dine bedste sundheds- og slankeråd? “Det er ikke nødvendigvis sundt at blive slank. De bedste råd er jo altid individuelle, men mit indtryk er, at det, som de fleste har brug for, er berøring, kramme/”cuddling”, fysisk nærhed – altså social sundhed. Det er den oversete faktor! Folk har brug for at håndtere deres måde at spise sundt på og dyrke motion på, som ikke samtidig forringer deres mentale og sociale sundhed. 

Måden, man praktiserer sund kost og motion på, påvirker samtidig det sociale liv. Man kan ikke sætte det op på en formel såsom fx, at løbetræning altid er usundt – det afhænger af den enkelte. Det, man selv kan gøre, er at undersøge; hvordan har jeg det egentlig med den her kost eller motion? Oplever jeg det som noget, der stresser mig, eller som beriger mig? Skaber det bedre relationer med andre mennesker, eller gør det mig mere isoleret?”

Men hvis man bare ”giver slip” på sine regler og kure og i stedet for fokuserer på ”at nyde”, bliver man så ikke bare tyk? “Nydelse bliver aldrig et problem. Det, der bliver et problem, er for meget lyst. Når lysten kobles fra nydelsen. I den sunde dynamik opstår der først lyst, og derpå indfries lysten med nydelse. Nyder man det, mens man er i det, så vil nydelsen aftage, om end det handler om at spise chokolade, drikke øl eller vin. På et eller andet tidspunkt vil man blive mæt, og i den sunde dynamik vil man derefter give slip på lysten. Problemet er, når folk nyder for lidt, fordi det medfører, at de ikke kan selvregulere lysten. Nydelsen er altså ikke problemet. Problemet er for lidt nydelse.”

Hvad er så dine bedste sundheds/slankeråd? “Man skal kigge på det hele billede, og det handler altså om mere end fx bare kosten. Man kan fx ikke sige, at så længe man har dækket behovet for næringsstoffer, da har man det godt.

Hvad man selv kan gøre er derfor at øve sig på at spørge sig selv: Hvordan har jeg det egentlig i min krop? Hvordan har jeg det egentlig i mit sind? Hvordan har jeg det egentlig i mit sociale liv? Sundhed skal ikke blive en religiøs bestræbelse på en urealistisk perfekt tilstand. Har jeg et reelt problem? Hvad virker? Hvad virker ikke?

Der er mange, der undgår alle mulige fødevarer, uden de egentlig er overfølsomme eller fejler noget i den sammenhæng. I det tilfælde vil det skabe lidelse fremfor sundhed. Har man derimod et egentligt problem med sin krop, hud eller fordøjelse, da må man forholde sig til det og eventuelt søge den nødvendige hjælp/undgå visse ting.

Jeg er tilhænger af et individuelt og subjektivt syn, og derfor mener jeg, at alle må tage udgangspunkt i sig selv, og hvad der føles godt.”


Jeg blev mindet om vigtigheden af at nyde og tænke helhedsorienteret omkring sundheden. Jeg har tidligere været en, der havde brug for at holde mig til en sundhedskur i den forstand, at jeg, ifølge ovenstående, nok glemte friheden… Per Brændgaards pointe med “ægte nydelse” kan jeg i hvert fald nikke genkendende til. I min egen “healingsproces” var evnen til at nyde nemlig min vej til at komme tilbage til mere frihed – og sundhed!

Håber at du også fik noget ud af interviewet i dag, og husker at nyde – det er nu ikke det værste at skulle gøre mere af! 😉 Hav en rigtig dejlig mandag.

– Kærlig hilsen Julie – 

Følg mig på Facebook og Instagram

//For english version press “English Translation” in the menu. Today is about an interview with a nutritional expert, Per Braendgaard. He talks about health, diets and the importance of being able to fully enjoy! 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Ghee, ghee, ghee (klaret smør)