Hvad spænder ben for dig?

Hvad spænder ben for dig?

SAM_0403At ændre eller tilføje nye vaner i sit liv kan de fleste af jer nok godt skrive under på er virkelig svært. Du ved måske allerede godt, hvad der er fornuftigt at spise, og hvor meget motion du skal dyrke for at opnå dit mål. Men hvorfor gør du det så ikke bare? Hvorfor er det lige, at det er så svært? Vejen til at ændre en vane handler først og fremmest om at kigge indad og tage højde for det psykologiske aspekt. Følelser har fx en afgørende betydning for ens spisevaner og spiselyst. Årsagen til, at det er så svært at gøre det, som man godt ved, er det rigtige ligger altså gemt i dit eget hoved og i dine egne tanker. Lad os derfor starte med at gøre noget ved dem. Et godt værktøj, som jeg selv benytter, når jeg forsøger at ændre vaner er Selv-monitorering, som jeg lærte om i efteråret 2013, da jeg studerede ”Health Psychology” i USA:

1)    Først og fremmest skal du finde din ”Target Behavior”. Dvs. at du skal finde ud af, hvordan du undgår den adfærd, som ”spænder ben” for din nye livsstil/nye vaner. Det kan fx være:

  1. Jeg får nogle gange ustyrlige cravings for slik.
  2. Jeg er doven og orker ikke at stå og lave sund mad i køkkenet.
  3. Jeg hader fitness-centre.

2)    Dernæst skal du ”Charting the behavior”. Dvs. at du skal finde ud af, hvad der sætter dig i de uønskede situationer, som du har karakteriseret i Trin 1. Dette er nogle faktisk allerede ret klar over, mens andre igennem en lille periode må skrive ned, hvilke sammenhænge der gør sig gældende i forbindelse med de uønskede situationer. Det kan fx være, at du finder frem til:

  1. Når jeg ikke har sovet nok og er træt, får jeg ustyrlige cravings.
  2. Når jeg er træt og stresset og har haft en lang arbejdsdag, bliver jeg doven og køber hurtig take-away og “quick-fix” i stedet for at lave et godt og nærende måltid.
  3. Jeg elsker at være udenfor i den friske luft, og derfor slår det mig ud at stå indendørs i et fitness-center. Jeg synes, at det er dødkedeligt at stå på en maskine.

Selv-monitorering er et begyndende skridt til at ændre eller tilføje nye vaner, men ikke desto mindre skaber det altså et stærkt udgangspunkt og grundlag for, at du overhovedet kan nå dine mål. Denne øvelse gør dig bevidst om, hvad du skal være opmærksom på og tage højde for. På den måde bliver du meget bedre til at undgå at ende i de uønskede situationer, som gør det svært for dig. Personligt bruger jeg denne øvelse, når jeg skal ændre en vane. I ny og næ tager jeg den op igen, fordi man jo også ændrer sig hele tiden og har skiftende følelser og behov. Denne øvelse har hjulpet mig mange gange og har fx gjort mig meget bevidst om, at jeg virkelig skal have min søvn!! For mig er kilen til mange dumme handlinger nemlig, at jeg har sovet for lidt. Dette tror jeg nu ikke er helt så specielt for mig, men nogle er bedre til at håndtere for lidt søvn end andre. Jeg får vilde cravings, bliver doven, irritabel og får også uren hud, når jeg sover for lidt..  Hvad er det, der spænder ben for dig? Hvilken adfærd sætter dig i dine uønskede situationer? Med denne øvelse kan du finde ud af, om det handler om at få mere søvn, minimere din stress, rykke motionen udendørs, eller hvad det lige netop handler om for dig! Jeg håber, at øvelsen hjælper dig.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Hvad spænder ben for dig?